Uddannelse til samarit

Alle er velkommen til at være med i fællesskabet, uanset alder, køn, religion og baggrund. At blive samarit kræver ikke at du har nogen form for faglig baggrund, blot at du har modet på at tage kurset, så vil Røde Kors sørge for resten.

I Bjerringbro gruppen har vi både mekanikere, fabriksarbejdere, studerende, bachelorer, læger og sygeplejersker, hvor alle bliver betragtet som ligeværdige. Du skal dog være fyldt 18 for at kunne påbegynde uddannelsen som samarit, ind til da kan du være med som observatør.

Man starter uddannelsen til samarit som elev, der tager en enkelt weekend med undervisning. Herefter vil du uddanne dig til team samarit, der tager to weekender, og har du modet på det kan du videreuddanne dig til team leder, der tager tre weekender. Vi har flere sundhedsfaglige medlemmer i gruppen, og også disse skal gennemgå uddannelsen som samarit, da vi i Røde Kors vil være sikre på en fælles retningslinje. Hvis du har en sundhedsfaglig uddannelse, har du også muligheden for at uddanne dig som medic og dermed få yderligere kompetencer på vagterne.

Derudover sendes alle samaritter på et opfølgningskursus hvert andet år, for at sikre det faglige niveau og at alle er opdateret.

Røde Kors byder også på mange andre spændende kurser, som du som frivillig har muligheden for at deltage i.

20993844_1957503687795153_6127072415673720120_n