Vågetjenesten

Vågetjenesten

Hvert år dør ca. 4000 mennesker i Danmark, uden familie og venner ved deres side. Med vågetjenesten forsøger Røde Kors at bekæmpe ensomhed i livets sidste timer, og give medmenneskeligt nærvær og omsorg til døende i den allersidste tid.

Vågetjenesten støtter døende mennesker, der ikke har pårørende tæt ved sig eller fungerer som aflastning til de pårørende. Vågetjenesten tager afsæt i Røde Kors’ vision om at hjælpe de mest ensomme og sårbare mennesker i samfundet.

Baggrund
Den første vågetjeneste opstod i 2005, og i dag har 81 Røde Kors afdelinger en vågetjeneste, hvilket vidner om et stort behov.  Vågetjenesten er en af de hurtigst voksende sociale aktiviteter i Røde Kors nogensinde.

I 2016 var mere end 1100 frivillige tilknyttet vågetjenesten, og over 1400 døende fik omsorg og støtte fra frivillige i Røde Kors' vågetjeneste. I 58 % af forløbene var der ingen pårørende involveret. De frivillige i vågetjenesten er oftest kvinder i alderen fra 60 år, der har professionel eller personlig erfaring med omsorg for døende.

Vågetjenesten i Bjerringbro
Vågetjenesten i Bjerringbro har tilknyttet ca. 8 frivillige, som når der er behov for det, gør en stor forskel for døende og eventuelle pårørende i den sidste stund.