Flygtninge & integration

Flygtninge & integration

Formålet med Røde Kors' flygtninge og -integrationsarbejde er at understøtte integration af nye medborgere i Danmark. Netværk og venskaber er afgørende for, om mennesker trives og føler et tilhørsforhold til det samfund, de bor i. For mange flygtninge og indvandrere kan det ofte være svært at opbygge nye netværk i Danmark.

Baggrund
Røde Kors' integrationsindsats har betydning i forhold til flygtninge og indvandreres første møde med Danmark. Gennem lokale integrationsaktiviteter arbejder vi på at skabe lokale netværk, som er med til at fremme social progression og aktivt medborgerskab.

Røde Kors’ integrationsindsats har eksisteret siden år 2000 og løftes af ca. 60 lokale afdelinger og 1000 frivillige landet over. Vores integrationsindsats rummer i dag omkring 3700 brugere.

Flygtninge & integration i Bjerringbro
I Bjerringbro arbejder vores frivillige i flygtninge og integrationsafdelingen hver dag på at hjælpe flygtninge med at navigere i det danske samfund.

Vi har arbejdet med flygtninge i varieret omfang siden 2000 og siden 2015, hvor et stort antal flygtninge kom til Rødkærsbro, har vores arbejde været mere omfangsrigt. Behovet for vores arbejde varierer dog og vores indsats justeres løbende efter dette. Vores indsats dækker ”Den gamle Bjerringbro kommune”, hvor vi i dag har kontakt med ca. 100 nytilkomne flygtninge fra Syrien og Eritrea.

I Bjerringbro hjælper vi med at skaffe danske kontaktfamilier til børnefamilierne, så flygtningene på den måde kan få en fornemmelse af et dansk familieliv. En styregruppe af frivillige og et par flygtninge tilrettelægger også arbejdet med at planlægge fællesarrangementer som udflugter, fællesspisning og forskellige kulturelle arrangementer i årets løb, samt driften af en ugentlig café aften i Borgen.

Samarbejde
Integrationsafdelingen i Bjerringbro samarbejder med Viborg kommune om at skabe nogle faste rammer for arbejdet med integration, så flygtningene oplever, at de kan vide, hvor de skal henvende sig, hvis de har brug for en eller anden form for hjælp.